Hent og installer en gratis fjernbetjening på adgangforalle.dk. Marker den tekst du ønsker oplæst og klik på afspil. Din pc skal bare have lydkort, højttalere og være forbundet til Internettet
Sitemap
Kontakt os
 

Velkommen

til 2 eller 3 gode år

På Aabenraa Statsskole respekteres eleverne som unge voksne, der mødes med forventninger om, at man ved, at en studentereksamen ikke er noget man får, men noget hver enkelt arbejder sig til. Det er fundamentet for to-tre gode ungdomsår både fagligt og socialt i gensidig respekt mellem alle involverede.

Eleverne kommer fra byen og et stort opland, men med ganske få undtagelser er alle hjemmehørende i Aabenraa Kommune. Vi har ca. 820 elever i alt der fordeler sig på Statsskolens to gymnasiale ungdomsuddannelser med 715 i gymnasiet og 105 i hf.

På Statsskolen er vi 100 ansatte heraf 83 lærere, som alle er engageret i at gøre gymnasietiden så spændende og udfordrende som muligt for dig. Aabenraa Statsskole er en skole, der lægger stor vægt på elevernes medindflydelse f.eks. gennem elevråd og elevdeltagelse i skolens forskellige udvalg og ikke mindst i engagementet i den daglige undervisning. Aabenraa Statsskole blev således i 2007 tildelt ministeriets Undervisningsmiljøpris for at have gjort ”en ganske særlig indsats for at skabe og opretholde et godt undervisningsmiljø”.

På Aabenraa Statsskole underviser vi i alle de traditionelle gymnasiefag. Herudover er der mulighed for at vælge mellem både de moderne sprog og latin samt nyere fag som f.eks. erhvervsøkonomi, filosofi, medier, psykologi og innovation.

Når undervisningen slutter hen på eftermiddagen har skolen fortsat et rigt socialt liv, idet eleverne i stort antal engagerer sig i frivillige aktiviteter. Det er for eksempel skolens bigband, sangkor, musical, videoproduktion, lektiecafé, idræt, billedkunst eller en række studiekredse, der oprettes efter behov. Koret og bigbandet er hvert år på turné i udlandet. Skolen afholder desuden hvert år idrætsdag, grandprix, "Scenen er din", forårskoncert samt forskellige temadage. Hvert andet år opføres en musical.

Aabenraa Statsskole er også åben for byens borgere ved forskellige lejligheder som f.eks. den årlige forårskoncert og kulturdag, der byder på musik og kunst for enhver smag.

Som elev på Aabenraa Statsskole vil jeg både tro og håbe for dig, at du vil få nogle lærerige, engagerende og udfordrende år og en sjov tid med gode kammerater. 

Ole Daneved
Rektor

Udskriv denne side