Tillykke til alle studenterne 2023 ☀️
Champagnepropperne sprang, og konfettirør blev skudt af, da årets første studenter sprang ud på Aabenraa Statsskole i formiddags. Da sidste eksamen var overstået, satte eleverne kurs mod skolens forhal. Her ventede familie og venner med roser i knitrende cellofan, champagne og jordbær – og ikke mindst den længe ventede studenterhue. Med huen på hovedet hejste de første to studenter sammen flaget foran skolen for at vise, at de festlige studenterdage er begyndt.
Årets første STX-student blev Gustav H. Jensen, der efter sidste eksamen i SRP fik huen med det røde bånd på hovedet og kunne fejre med familie og venner. Dagen blev ekstra speciel for familien, hvor mor blev student fra Aabenraa Statsskole for præcis 30 år siden, og morfar blev realist også herfra for 60 år siden.
Årets første HF-student blev William F. Keincke, der sluttede af i faget dansk og blev modtaget i forhallen af sin familie, der vente spændt med lykønskninger, blå roser og den længe ventede hue.
Årets første student på HF-ASF blev Benedicte B. Tjørnelund, der også sluttede i faget dansk og blev modtaget med store smil og et virkelig festligt dækket studenterbord. Efter festlighederne regner Benedicte med at holde et sabbatår, inden hun måske skal læse videre.
Studenterfestlighederne fortsætter de næste to dage, hvor familie og venner tager imod de nyudsprungne studenter med blå og røde huer, bobler og kransekage i lange baner. Vi krydser fingre for, at det lune sommervejr fortsætter til de mange studentergilder forude.
Årets dimission foregår på fredag i skolens aula, hvor alle årets studenter samles klokken 10.00. Du kan læse mere om dimissionen her.
Vi ønsker alle årets studenter et kæmpestort tillykke, god studenterkørsel – og held og lykke fremover!

Årets to første studenter hejser flaget sammen.