Sætte rod i fremtid
Simon Galsgaard Jensen (17t 26)
Alle mennesker er en del af andres historie, og hele ens eksistens og begyndelse bygger på fortid. Som blade vokser på skovens træer. Forskellige blade, på det samme træ. Skaber lokal diversitet, men global egalitet. Vil man blive husket? Eller vil man blot være et blad i mængden? Ved et blads pludselige forårs afsked, vil de omliggende blade og deres fælles gren overleve, eller vil den dø? Dø af forrådnelse, af sorg. Et åbent sår, som måske vil hele. Et alt for tideligt farvel. Alles værste marridt, men samtidig det sidste man tænker på i foråret. Det er først ved efterårets indtræden, at man får en påmindelse om endens ankomst. Nogle vil vokse frø, gro sig ind i historien. Leve videre som fortid i fremtid. Vokse sig til et træ. Andre vil blot falde, og dø som fortid i fortid. Frygten for at blive glemt. Håbet på at blive savnet, og ikke bare blive til jord. Ikke længere et vissent lig, men en ensartet masse. Glemt for altid.
‘
Forår
Simon Galsgaard Jensen (17t 26)
Et brev til min forældre
Efteråret og fast fodaftryk i skovens bund. Varmen er ikke at ane, og ligger som en erindring bagerst i sindet. Det er ikke koldt, og det er heller ikke varmt. En ubekvem følelse af den hjamske kulde og det uforudsigelige vejr. Hvad vil forgå og hvad vil komme? Det eksistentialistiske spørgsmål, som stilles i håb om liv. Håb om spire. Håb om gensyn.
Hårisens skæg på det døde og det våde. Et tegn på ende. Vinteren er på vej. Rimfrostens tæppe har spredt sig ind over landskabet, og fuglene har sunget deres sidste sang. Nogle er borte, andre er gået i hi. Vinteren er kommet.
Vinterens begyndelse får én til at håbe på lys. Håbe på varme. Håbe på gensyn. Fuglekoret vil gå i gang. Spættens insisterende hakken i den stadig hule skov. Varmens fravær, mens sneen pakker alting ind. Alting er borte, og vi ses først når vintergækken blomstrer. Dødens ankomst og kroppens forsvinden, vil alligevel først kunne afsluttes ved lærkens sang.
Ved snespurvens ankomst, søger familier sammen. Fra min fødsel, til min afsked med reden. Alle vore årstider tilbragt sammen, så er dette den første vinter, hvor vi er adskilt.
Mine kære forældre. På gensyn. Jeg håber at vi ses til forår.
Kh. jeres søn, Simon
Julie Tokkesdal (18q 22)
Glad er jeg
Det vil jeg være
Men trist er jeg
Julie Tokkesdal (18q 22)
Atmosfæren smulder sammen
Hoved, hals, ben, arme
Atomkræftværker har en ringen for ørene
Balance i jeget
Buldåsernes massen
Smuldrende atmosfære
Ørene bider
Smilet er frosset fast
Mariehøns bider i sommer frosten
Tidens illusion materialiser sig som bastant og nedbrydelig
Nedbrydelig og smuldrende
Flokken synker i jeget
Jeget synker i ensomhed
Mariehøns bider i sommerens frost
Atomkræftværkeret har en ringen for ørene
Nedgravningen er flydende
Solen er ikke solen
Lyset er en slamsuger
Romantikkens glansbillede har et genskær
Virkeligheden er gemt i mærket langt væk
Hvem er afhængige af hvem
Dybvandsbombe
Nanna Hansen (18r 10)
En dybvandsbombe er usynligt for øjet.
Den bevæger sig snigende under vandets overflade.
Den bryder igennem vandet – udrydder målet og trækker menneskeheden med sig ned i dybet.
Et selv-fremdrevet projektil – som opererer under vandet – og som er designet til at detonere ved kontakt eller passage af et mål.
. . at ”Torpere”: – kan betyde at være ”stiv” – eller “at være ”følelsesløs”.
I et splitsekund lammer torpedoen ved impakt skibet – og efterlader dette ”hjælpeløs”.
Stiv – som når enzymet ”Bromelin” koges og der derved opstår KOAGULATION.
– eller stivsom en 18r elev inden mundtlig eksamen.
Følelsesløs – som når et levende væsen udsættes for massiv kulde.
– eller følelsesløs som en 18r elev under forberedelse til mundtlig eksamen
Hjælpeløs – som når en skildpadde vendes på ryggen i kviksand.
– eller hjælpeløs som en 18r elev under lærer og censors votering.
Mennesker i det senmoderne samfund har travlt – – – – – – – alt for travlt.
Forventninger og krav vælter ned over hovedet på hvert individ.
Vi BOMBARDERES jævnligt med:
”brug mindre plastik”- – – – ”flyv mindre” – – – – – og ”spis mindre kød”.
Klimaet bliver varmere og varmere – – – økosystemer bringes i ubalance.
Måske kom Corona, fordi vi som mennesker havde for travlt???
Travlt med at skabe – – – – – – skabe OS SELV.
Vi glemte at passe på naturen og glemte at tænke på vores medmennesker.
Da Corona kom – stoppede vi op – – – – stoppede op for en tid – med at være selvcentreret.
Vi startede et liv i kaos – hvor hvert individ satte sig selv i centrum.
Men med tiden genfandt folket den nationalromantiske tankegang om sammenhold, fællesskab og en tilgang til tilværelsen om – – at sammen kan vi skabe progression og en positiv mentalitet i en svær tid – – – hvor vi skal passe på og hjælpe hinanden –
MEN PÅ AFSTAND.
Selv i lille Danmark skabte vi sammenhold.
Vi begyndte at tænke på hinanden.
Vi begyndte at hjælpe hinanden.
I modvind er vi stærkest sammen – – – – MEN PÅ AFSTAND.
Kun på tværs af individer og kompetencer skaber vi de bedste resultater.
Sammen – – – og med hjælp fra hinanden kan vi klare livet – – – – –
og derfor står vi her i dag.
Mytemotiver
Cleo Helena Lund (17t 08)