Featured indlæg på forsideFor forældreFor nye eleverNyhedVejledere

Vidste du, at vi på Aabenraa statsskole har studievejledere, der altid står klar til at hjælpe både nye og gamle elever?

En af skolens 3g-elever, Lea, har taget en snak med vejleder Rikke Svane Hansen (RSH) om at være (ny) elev på Aabenraa Statsskole. Du kan se uddrag fra deres snak herunder – først fortæller Lea om vejledernes rolle på Aabenraa Statsskole….

 

Hvem/Hvad er studievejlederne til for?

Selvom de har titlen “Studievejledere”, er det kun en meget lille del af deres tid, der går med de opgaver, som direkte omhandler studie. Vejlederne tager sig selvfølgelig af de praktiske og tekniske spørgsmål som: Hvordan man vælger valgfag? Hvilke kunstneriske fag man kan vælge? Hvordan skoledagen er opbygget? Hvad man kan med den ene studieretning ift. den anden studieretning? osv.

Men faktisk går størstedelen af deres tid med at være et ekstra øre. Der kan ske mange ting i løbet af de 2-3 år, man går på skolen. Der kan være noget hjemme, i klassen eller bare noget i en selv, der kan være svært at håndtere selv eller tale med forældre eller venner om. Her står studievejlederne altid til rådighed til at hjælpe med de udfordringen, man kan støde ind i, og som kan føles store, hvis man går med dem alene. Deres funktion er at være personer, man kan lette hjertet til, og som man ikke har følelser i klemme med, men som måske kan se tingene fra andre vinkler.

Det er et tilbud til alle elever og hvis der pludselig er knas i studieaktiviteten, er det også studievejlederne der tager fat i eleverne og prøver at hjælpe en tilbage på rette vej.

 

De 3 mest stillede spørgsmål, som studievejlederen Rikke har fået fra nystartede elever, har været:

– Kan jeg nu klare det? Er det for svært? Bliver det for meget for mig?

“Det er svært at vide før man har prøvet det og den eneste måde at finde ud af på er ved at spring ud i det, men også at man jo skal kigge på hvad det er man kommer med fra folkeskolen. Hvis man godt kan lide at læse, altså er bogligt anlagt, og hvis man har det snit der skal til, så skal man ikke være bekymret. Det er ikke en overgang, hvor man møder en mur, når man starter. Det er en glidende overgang, da lærerne jo godt ved, hvor man er, når man kommer fra 9. eller 10., og det jo det udgangspunkt, lærerne starter fra. At det så går lidt stærkere end det gør i folkeskolen, rent niveaumæssigt, er selvfølgelig en overgang man skal vænne sig til. Det er noget langt de fleste klarer uden problemer” – Rikke Svane Hansen (RSH)

 

– Man kan være bekymret for, at det er mange nye mennesker, man skal møde. Er der for stort et sted? Kan jeg finde nye kammerater i begyndelsen?

“Her plejer jeg at fremhæve, at vi på skolen en makkerordning i grundforløbet. Det er et af de greb vi som skole bruger for at imødegå det med at man føler sig alene og ikke rigtig ved hvem man skal snakke med. Makkerordningen kan være en sikkerhed i begyndelse, for man skal ikke bekymre sig om, hvor man skal sætte sig eller hvem man skal være i gruppe med, for det er sørget i forvejen.” – Rikke Svane Hansen (RSH)

 

– Jeg kunne godt tænke mig at blive …, hvordan sikre jeg mig det? Hvilken studieretning skal jeg vælge?

“Selvfølgelig skal man, hvis man har en plan for, hvad man gerne vil når man er færdig, følge den plan, og vælge den studieretning, der giver de fag og niveauer, man skal brug. Men samtidig er det vigtigt, at det er lysten, der driver værket. Det er vigtigste er, at man vælger den studieretning, man synes er spændende, frem for at man vælger den studieretning man skal vælge, fordi det er det man skal bruge, hvis man gerne vil blive noget helt bestemt. Hvis ikke man har de helt rigtige niveauer, så kan man jo altid læse fagene op bagefter. Det er altså vigtigt, at de fag man har til hverdag er dem, man synes er spændende.” – Rikke Svane Hansen (RSH)

 

Husk, at du altid er velkommen til at kontakte os på telefon 74 62 23 11, hvis du gerne vil tale med en vejleder.