Featured indlæg på forsideFor forældreFor nye eleverNyhedElever til InterMat

Matematik og satellitter var i fokus, da fire matematikinteresserede 2g-elever deltog på en InterMat-projektdag. Her kan du høre deres matematiklærer, Dorte, fortælle om turen:

“Fredag d. 29. april var 4 matematikinteresserede 2g-elever og deres matematiklærer til InterMat-projektdag på DTU (Danmarks Tekniske Universitet) i Lyngby. InterMat er en slags brobygning mellem gymnasiet og videregående naturvidenskabelige uddannelser – i dette tilfælde DTU, der uddanner ingeniører af alle slags. Forud for dagen havde eleverne arbejdet med forskellige matematiske emner, der bygger videre på gymnasiematematikken, og som der undervises i på 1.år på ingeniøruddannelserne.

På selve projektdagen på DTU deltog ca. 200 elever fra andre af landets gymnasier. Der var spændende oplæg, bl.a. om hvad denne matematik bruges til i ”den virkelige verden”. F.eks. fandt vi ud af, hvordan matematikken bruges til at ”bule” reflektorantennerne, der sidder på kommunikationssatellitterne i rummet. De skal ”bules” for at den information og energi de udsender, holder sig inden for de landegrænser, informationen er tiltænkt, så man ikke ”spilder” energi på områder, hvor informationen ikke skal modtages. En spændende anvendelse af matematik – det vidste vi slet ikke!

For at nå fra Aabenraa til Lyngby til kl. 9 om morgenen, er det nødvendigt med en overnatning i København, når man rejser med tog. Så ud over en spændende dag på DTU fik vi også en hyggelig togtur og en hyggelig aften i København.”

 

Undervisning til InterMat

 

Elever i tog til InterMat